December i Cambodia

Dog uden camera...
Jeg mistede min telefon et par dage før vi forlod bangkoks bekvemmelighed og lækre mad, og vendte snuden øst på. Men hvorvidt jeg mistede min telefon ved at tabe den, lægge den et sted og glemme alt om det, eller den blev stjålet, ved jeg ikke..
Men kender man mig....

Det korte og det lange er, at jeg har brugt en måned i Cambodia uden at kunne tage et eneste billede, og derfor kun har de billeder som min kaereste, Dan, har taget på sin telefon.

Og når jeg nu ser dem igennem, kan jeg se at han må have en ting for kvinder på cykel, for det er gudhjaelpe mig det, manden har taget flest billeder af!

Det' jul, det' cool

lagde du mærke til nissehuen på det sidste billede?

Jeg købte denne nissehue på det kinesiske markede tilbage i Bangkok, og har aldrig fået så meget possitiv respons for en hat. Hvor end jeg gik råbte folk "Merry Christmas!", og begyndte at synge "Jingle bells, jingle bells". Det var en ren fest!
Så selvom det kan vaere svaert at finde julestemningen frem i 30 graders varme midt i Phnom Penh's Killing fields og Prison Camp 21 fra Khmer Rouge's tid, gjorde vi et ihærdigt forsøg.

Vi havde koøt verdens mindste juletræ, som vi dansede rundt om til All I Want For Christmass, og vi fandt vi en restaurant som serverede andelår i en form for brun sovs med brød til.

23 år

Vi ramlede også ind i min foedselsdag i løbet af december, og det blev fejret med maner:

Vi fik fodmassage, isdessert og hvidvin. hvad mere kan en 23 årig globetrotter ønske sig?

<3 p="">

Indiens Black Money Ban -kort fortalt.

I begyndelsen af november lavede den indiske regering et overraskelsesangreb imod sorte penge, senere populært kaldet "The Black Money Ban".
Som et lyn fra en klar himmel lukkede regeringen alle banker, og offentliggjorde, at ALLE 500 og 1000 rupees sedler (svarende til 50 og 100 kr) var ugyldige fra dags dato, d. 8 november, 2016.
For at give en forståelse af omfanget af problematikken, skal det nævnes at over 90 proent af alle transaktioner i Indien foregår kontant, og at  næsten ingen betaler skat. Folk stoler simpelthen ikke på autoriteterne (af gode grunde, skal det lige nævnes) og vil hellere selv lægge penge til side til deres børns uddannelse, end at lade regeringen administrerer dem. Dertil kommer at de to sedler som blev demonetariseret udgør 85 procent af alle sedler i omløb.
Inderne kunne dog sagtens veksle deres gamle, nu ubrugelige sedler i bankerne... Hvis de i samme omgang ville opgive deres skattenummer, og fortælle, hvor de havde pengene fra. Smart ;)
Og dog ikke;
Den almindelige befolkning var rasende over at se deres små opsparinger være mindre værd, trykkerierne kunne slet ikke følge med efterspørgselen på de nye sedler, og fem mennesker døde, enten pga dehydrering i de kæmpe lange køer som opstod foran bankerne, eller via selvmord.
Hele sække med gamle sedler dukkede op i containerer, og videoer florerer youtube med folk som brænder deres penge af.

Dertil kommer, at timingen var fuldstændig forfærdelig;
Som sagt foregår over 90 procent af alle transaktioner kontakt. I november betaler alle deres årlige leje af butikslokaler, og det er begyndelsen på bryllups sæsonen, og -en af indiens stoerste indtaegtskilder: turist sæsonen.
Al indkomst i forbindelse med tursisme forsvandt son dug for solen. Som turist kunne man kun hæve 2000 r (200 kr) pr. kort pr dag, hvis man da var saa heldig at finde en haeveautomat med penge, hvilket var svaert nok i sig selv. Det hele resulterede i, at ingen havde penge til andet end overlevelse, og dem som havde, kunne ikke engang bruge dem, da hæve automaten kun spyttede en latterligt stor, sprit ny 2000 r seddel ud, som ingen havde byttepenge til.
Det tog os ti dage at komme ud af vores gæld til vores guesthouse, og det var kun fordi vi kendte en mand som ejer et Money Exchange sted i byen vi var i (som med alt andet i Indien handler det om kontakter). Han lod os hæve store beløb af de nu ugyldige 500 r sedler, som jeg uden et grams tvivl kan sige har været en del af et større svindelnummer for at hvidvaske gamle sedler.

Regeringens håndtering af situationen har været mildelst talt... indisk:
Regler, procedurer og hævegrænser skiftede fra dag til dag, og var kun med til at styrke forvirringen.
Turister havde hele tiden kunnet veksle 4000 r pr. dag til nye sedler, men pludselig kom det regeringen for øre, at vi, ikke helt ukorrekt, blev brugt til at hvidvaske penge. Derfor krævede regeringen af bankerne, at alle filialer anskaffede permanent blæk og stemplede turisterne, så de ikke længere frit kunne veksle penge, dog uden at specificere overfor bankerne, hvor de skullle få blækket fra, og hvilken type, farve styrke, mærke osv. de skulle anskaffe.
Derudover var det blevet lovet fra starten, at alle kunne veksle gamle sedler (i modsaetning til at sætte dem på en konto i banken, som, i paratetes bemærket ikke giver renter som i vesten, men  koster penge at have) indtil 31 januar, 2016. Det gjaldt også turister. Den 24. november var det løb dog kørt, og dagen efter erklærede staten at "Black Money Ban ikke længere var et problem for turister, i følge gårsdagens statistikker". Nej, selvfoelgelig ikke, der er jo ikke noget at lave statistik over. SUK.

Den enes død, den andens brød.
Intet er så ondt, at det ikke er godt for noget, og da heller ikke i dette tillfælde. Folks modvilge imod regeringens tiltag var mærkbar, og selv dem som var mildere stemt, gad ikke stå i kø en hel dag for at veksle småpenge. Derfor valgte rigtig mange mennesker at bruge deres opsparinger, og inversterer i deres butikker, restauranter og guesthouses, og lige pludselig boomede hele byen med bygge- og renoveringsprojekter. Elektrikerer, tømrerer, mekanikerer og murerer lever kronede dage, og prisen på arbejdskraften er steget markant den sidste måned.

Nu her en måned efter at Black Money Ban blev lanceret virker det hele lidt fjernt og komisk, men det skal ikke negligeres at det var en kamp imens det stod på. Vi havde planlagt at blive i Indien indtil marts, men efter tre uger havde regeringen vredet armen tilstrækkeligt om på os til at vi fulgte med den linde strøm af rejsende som forlod landet.
Før vi tog afsted imod Bangkok, snakkede vi dog med et par uddannede indere i Mumbai, (og en enkelt, fremadsynet sælger i Arambol) som glædede sig over tiltaget, støttede Modi og ser frem  til, hvad pengene skal bruges til.
I mit stille sind kan jeg dog godt blive i tvivl om, hvor mange procent af de milliiader af rupees som regeringen har fået ind, som rent faktisk bliver brugt til velfærd, skoler og infrastruktur...

Mærkeligste morgen i mands minde

Her til morges oplevede jeg noget af det mærkeligste i al min tid i Indien:

 Jeg stod tidligt op og gik ned på stranden for at lave lidt go' gammeldaws morgengymnastik, da jeg så en Guru (hellig mand) sidde og snakke med nogle turister. Jeg hilser på ham som man gør her i landet, og han kigger nysgerrigt på mig og vinker mig hen til sig. Da jeg kommer over til ham, bøjer jeg mig ned og rører hans fødder, hvilket åbenbart tippede vægtskålen for ham, for han bad mig om at mødes med ham tyve minutter senere. Jeg kender stadig ikke hans navn, men Baba var en gammel, støvet mand med lange dreadlocks, iført en kjortel og intet andet. Vi sætter os og snakker, og han fortæller, at han fik sit kald for 23 år siden, og forlod sin familie for at leve i ensomhed med guderne. Han har rejst rundt i hele Asien og store dele af Europa, og har f.eks. lige afsluttet tre år, hvor han ikke ytrede et eneste ord i bedste eat, pray, love-stil.

Han inviterede mig over til det nærmeste tempel, og jeg indvilgede. Her vinkede han mig ind ”bag porten” hvilket svarer til at komme op ved højalteret i en katolsk kirke. Jeg var noget nervøs, men han beroligede mig, og jeg var med til at, i mangel af bedre ord, ”fodre” guderne med vand og roti. Derefter velsignede Baba mig ved at lave en blanding af krydderier, som han dybbede sin finger i og lavede en prik i panden på mig.

Jeg ved dog ikke helt hvordan jeg skal have det med denne velsignelse, for på vejen hjem har mange af de lokale hinduister nemlig kigget meget mærkeligt på mig. Ærligt talt kunne jeg ikke helt vurdere om deres blikke var fyldt med foragt eller stolthed, så nu har jeg været i bad og vasket prikken af min pande. 

Baba var en meget ærlig mand, hvilket jeg godt kunne lide. Et godt eksempel er, da han fortalte om hvordan han havde healet mennesker for forskellige smerter, og at han var sten sikker på, at jeg havde healende egenskaber. Han bad om min hånd, derefter den anden, og vendte og drejede mine hænder med en dyb rynke i panden imens han ransagede mine linjer ”no”. Sagde han, og slap min hånd, helt skufffet. ”nothing”. Oh well. Så kan jeg da krydse det af listen. Patricha bliver ikke en healer.

Han blev dog meget hurtigt enig med sig selv i, at jeg havde en god, stærk aura, og at jeg havde et glad sind, hvilket vel egentligt ikke kræver så meget her i strandparadiset Arambol. Han fortalte, at han altid havde haft et alvorligt sind, til tider lidt for seriøst, da han mener at være i direkte kontakt med guderne. I forlængelse heraf spurgte han om han måtte kramme mig, for at mikse vores energier. Jeg indvilgede, og han lavede flere bevægelser fra under min navle og op til toppen af mit hoved, imens han nynnede, tilsyneladende for at få mine chakra'er til at ”vågne”. Derefter krammede han mig tæt, og begyndte på et tidspunkt at ryste og nærmest hulke. Meget, meget mærkeligt, og lidt for meget for den gennemsnitlige dansker med hvad andre kulture ville betegne som berøringsangst. ”baba, er du okay?” spurgte jeg ham, og han slap mig, smilede og takkede mig dybt, og bukkede sig ned og rørte ved mine fødder, hvilket er et tegn på respekt i Indien. Alt sammen med meget mærkeligt. Og her er det at tingende eskalere, for derefter kyssede han begge mine kinder, min pande og til sidst min mund!! Jeg blev så chokeret, at jeg nærmest pandede ham en! Kan I ikke lige have set det for jer? ”turist banker munk” ville være en fed overskrift til BT. Et øjeblik skal jeg ærligt indrømme at jeg blev lidt bange. Tanken ”hvad har du nu rodet dig ud i?” fløj igennem mit hovede. Alene i et forladt tempel med en gammel mand som påstår at være en guru? Men så igen, manden vejede ikke halvdelen af hvad jeg gør, og jeg tvivler på han nogensinde har taget en armbøjning. Jeg kunne praktisk talt sætte mig på ham, og han ville knække et par ribben.

Manden var dog ikke dum, og fangede straks min ubekvemme situation og undskyldte meget dybt, og spurgte flere gange om han havde krænket mig.

Resten af seancen gik stille og roligt. Vi mediterede sammen og udover et kig til et par usandsynligt krøllede klunker under hans kjortel, da han skulle vise mig en bestemt ben-stilling, var det hele meget uskyldigt. Jeg sagde tak for i dag, rørte hans fødder og gik min vej hen til mit Guesthouse, helt oppe at køre over denne meget mærkelige morgen.

Status rapport

Jeg har nu været i Indien i en måned, men har ikke skrevet et eneste ord på bloggen. For det første har jeg bare nydt en lækker strandferie sammen med min fantastiske, dejlige kæreste Dan, og har især nydt, at han er ved siden af mig i stedet for på den anden side af Atlanterhavet.. 11 måneders lang distance forhold er bare for langt.

Der er ikke sket særligt meget. Vi har ligget på stranden, været til vilde fester og nydt hinandens selskab. Kort sagt, ikke ting jeg har lyst til at skrive om på et globalt forum, hvor alle kan læse hvad jeg skriver (heej far!).

En af de ting jeg dog kan fortælle om, er, at min veninde Signe var på besøg med sin indiske kæreste, Shikar, her i Goa.

Der er flere ting som slog mig i løbet af de fire dage hun var på besøg. For det første, er vi ved at blive ”voksne”. Det der med at sidde og spise på restaurant med sin kæreste, sin veninde og hendes kæreste føltes mildest talt som om man havde trykket på en stor spol-fremad-knap til 45+.

Det blev til mange hyggelige stunder, og mange diskussioner om dansk, canadisk og indisk kultur. Ved sidste del slog det mig, at Shikar, som er en ”upper-middleclass-guy” (som han selv ville sige det) havde en helt anden indstilling overfor, og syn på, hvad Indien er. Også det, at han er født og opvokset i Delhi, gjorde, at vi havde så forskellige indtryk af, hvad indisk kultur indebærer, og hvordan man skal begå sig. Jeg siger ikke at jeg har ret i mine holdninger, overhovedet ikke. Om noget, er det ham der har den større indsigt, eftersom han trods alt er inderen i forsamlingen. Det var bare interessant hvor meget anderledes hans livssyn var, grundet hans anderledes opvækst.

Hvilket kun gav mig mere blod på tanden for at opleve dette fantastiske land. Jeg føler, at hver gang jeg går krydser en statsgrænse, tager til en ny by -heck- går rundt om et hjørne, er der nye ting at opleve, og nye mennesker, livshistorier og holdninger at tage stilling til. Jeg tænker, at det nok er derfor jeg elsker dette land så meget. Det er simpelthen bare ikke til at blive klog på!

Som sagt har jeg nu været lidt over en måned i strandparadiset Goa. Meget kan man sige om dette sted, men jeg glæder mig faktisk meget til at vi tager videre til Mombai på fredag. Hvem ved, hvad der venter sig om dét hjørne?

Status rapport

Jeg har nu været i Indien i en måned, men har ikke skrevet et eneste ord på bloggen. For det første har jeg bare nydt en lækker strandferie sammen med min fantastiske, dejlige kæreste Dan, og har især nydt, at han er ved siden af mig i stedet for på den anden side af Atlanterhavet.. 11 måneders lang distance forhold er bare for langt.

Der er ikke sket særligt meget. Vi har ligget på stranden, været til vilde fester og nydt hinandens selskab. Kort sagt, ikke ting jeg har lyst til at skrive om på et globalt forum, hvor alle kan læse hvad jeg skriver (heej far!).

En af de ting jeg dog kan fortælle om, er, at min veninde Signe var på besøg med sin indiske kæreste, Shikar, her i Goa.

Der er flere ting som slog mig i løbet af de fire dage hun var på besøg. For det første, er vi ved at blive ”voksne”. Det der med at sidde og spise på restaurant med sin kæreste, sin veninde og hendes kæreste føltes mildest talt som om man havde trykket på en stor spol-fremad-knap til 45+.

Det blev til mange hyggelige stunder, og mange diskussioner om dansk, canadisk og indisk kultur. Ved sidste del slog det mig, at Shikar, som er en ”upper-middleclass-guy” (som han selv ville sige det) havde en helt anden indstilling overfor, og syn på, hvad Indien er. Også det, at han er født og opvokset i Delhi, gjorde, at vi havde så forskellige indtryk af, hvad indisk kultur indebærer, og hvordan man skal begå sig. Jeg siger ikke at jeg har ret i mine holdninger, overhovedet ikke. Om noget, er det ham der har den større indsigt, eftersom han trods alt er inderen i forsamlingen. Det var bare interessant hvor meget anderledes hans livssyn var, grundet hans anderledes opvækst.

Hvilket kun gav mig mere blod på tanden for at opleve dette fantastiske land. Jeg føler, at hver gang jeg går krydser en statsgrænse, tager til en ny by -heck- går rundt om et hjørne, er der nye ting at opleve, og nye mennesker, livshistorier og holdninger at tage stilling til. Jeg tænker, at det nok er derfor jeg elsker dette land så meget. Det er simpelthen bare ikke til at blive klog på!

Som sagt har jeg nu været lidt over en måned i strandparadiset Goa. Meget kan man sige om dette sted, men jeg glæder mig faktisk meget til at vi tager videre til Mombai på fredag. Hvem ved, hvad der venter sig om dét hjørne?

R.I.P Traveling Pants

Mine rejseshorts er døde.

De har været med i i hvert fald otte forskellige lande, fulgt mig igennem tre store rejser, og har givet mig en mærkelig, flad røv på adskillige feriebilleder i to og et halvt år. Og nu er de døde. Urepererbare, nedslidte, færdige.

Et godt eksempel på den før omtalte "dårlig røv-faktor", som jeg har måttet leve med. 

Det holdte hårdt at få lov til at få fred for de kære bukser, og det var en lang og sej kamp for mig at acceptere at det nu endegyldigt var slut: Shortsene er nu så møre, at der flere steder er revner i stoffet, og syningerne er ved at gå op i siden. Mine ihærdige forsøg på at holde dem ved lige resulterede i i alt seks lapper, tre fra Thailand, en fra Kina og to som jeg selv har syet på i Malaysia. En knap er faldet af, naboknappen har fået en erstatning, og en strop sidder løst. Stoffet, som en gang var hvid-og-sort stripet, ligner nu mere et gammelt viskestykke som man kunne have fundet hos min storrygende bedstefars hus, og er så tyndslidt, at det flere steder er gennemsigtigt.

Og så gav de en dag op. En solskinsdag i juni, i min fars have, bukkede jeg mig ned for at kigge nærmere på en jordbærplante, da der hørtes et sidste, fortvivlet suk fra mine shorts, og en knytnæve-stor flænge viste sig i den ene side.

R.I.P Rejseshorts. Tak for alt. 

Hvad skal jeg dog gøre uden mine kære rejseshorts? Kan jeg overhovedet være Traveling P uden mine Traveling Pants? Det kan kun  tiden vise.. 

Et billede fra deres storhedstid

Hvad så nu, P?

Jeg er nu tilbage i Danmark efter to måneders rejse, som geografisk og flybillet-mæssigt har været noget værre rod. Set i bakspejlet, kunne det vist godt have været planlagt lidt bedre. Jeg mener, 7 lande på to måneder på et geografisk område indenfor 11 tidszoner?

Men herregud. Jeg er ung, kan sove når jeg bliver gammel, og kan tjene pengene sammen igen. Det har været to fantastiske, lærerige, oplevelsesrige, og kærligheds-fyldte måneder, som jeg på ingen måder ville være foruden. 

Spørgsmålet er jo også, om man overhovedet kan sætte en pris på gode minder?

Nu er jeg så hjemme i lille Danmark og skal skrabe en masse penge sammen til næste eventyr. Jeg er begyndt at arbejde som lærervikar igen, og er allerede i gang med at tælle dagene til min næste store rejse. På sekundet er der i skrivende stund 154 dage, 6 timer, 34 minutter og 3 sekunder til mit næste fly boarder. Ah, det er da lige til at blive deprimeret over.

Tiden skal bare gå stærkt, og den nemmeste måde at opnå det på, er at have travlt.

Derfor har jeg søgt om at få et job nummer to, og sidder lige nu i toget på vej til København, til min første arbejdsdag som blomster-sælger. Kan du se det for dig? Ej, vel? Det er mit første salgsarbejde, Jeg er lidt spændt på det, men har på fornemmelsen at jeg enten vil tænke ”fuck this shit, det gør jeg aldrig igen” eller også tænker jeg ”hmm, det faktisk helt OK det her”. Nu må vi se. 

Ønsk mig held og lykke!

EDIT: Resultatet efter at have arbejdet som sælger i to måneder er nærmere ”hmm, det er ikke u-udholdeligt, det her” plus nogle dage som er helt OK, fordi jeg har fået lokket den kære Signe med på vognen:  

Signe bør holde op med at tage dårlige selfies på
min telefon...

Rødglødende Lønforhandlinger

Dette indlæg er fra min tid i Indien, hvor jeg lavede en masse diplomatisk arbejde for Dansk Kherwara Mission. Læs mere om deres arbejde her eller se vores facebook-side.

 
Når vi er på besøg her i Kherwara er vi her som ambassadører for organisationen, og vi skal sørge for, at pigerne har det godt, og at alt fortsat er som det skal være. Hver gang har vi flere opgaver for øje, og denne gang var det bl.a. budgettet, som skulle udredes og forstås.

I forlængelse heraf har det store emne været løn, og i særlig grad køkkenassistenternes forhold:

Kokken Garnesh skal sørge for at der er mad til pigerne tre gange om dagen. Han er ansat som selvstændig, og har to kvinder til at hjælpe ham, som han selv aflønner. Men for et par dage siden gik det med gro op for os, at kvinderne bliver betalt seks kr. om dagen for deres syv timers arbejde.

Dette er langt under den indiske mindsteløn og desuden under FN’s grænse for ekstrem fattigdom.

Disse forhold vil vi selvfølgelig under ingen omstændigheder acceptere!

Dansk Kherwara Mission’s vigtigste vision er at styrke kvinders rettigheder og position i samfundet, og give dem redskaber til selv at komme ud af fattigdommen. Det har vi valgt at gøre via uddannelse af piger, men det skal ikke ske på bekostning af uretfærdige forhold for vores medarbejdere.

Så pigehjemmet har de sidste par dage været lettere rødglødende: Kokken skal selv betale for personel og får løn herefter, så kvindernes lønforhøjelse skulle altså tages af hans salær.

Det hele endte i nogle heftige diskussioner og lønforhandlinger. Det var lidt en udfordring at føre ordet, da jeg jo både er yngre end Garnesh, og værst af alt, en kvinde, hvilket var en meget stor kamel at sluge for ham.

Resultatet blev, at kvinderne fremover får 10 kr. om dagen, uafhængig af sygdom og skoleferier. Det er stadig ikke en høj løn, men det er langt mere rimeligt og på niveau med lignende jobs her i Kherwara.

Det er altså godt vi er her, og ikke kun for at pigerne får leget med dukker og Lego. Det er lige så vigtigt at vi får sendt piger i skole, som at vi sikre retfærdige forhold for vores medarbejdere. Det er ikke meningen at en mand som Garnesh skal blive rig på vores bekostning, og vi skal ikke holde vores medarbejdere i så ekstrem fattigdom.

/Patricha

Fantastisk gensyn med mine søde piger

Februar måned stod i Indiens tegn, da jeg selv og Mor Bibi var på besøg på et vist pigehjem.
Vi lavede begge en masse arbejde for organisationen, hvoriblandt meget af mit var skriftligt. Derfor var lysten til at svinge fjerpennen ikke så stor i den periode. Jeg ville hellere nyde mine piger.
Men så er det godt jeg kan tyvstjæle fra Dansk Kherwara Missions facebookside. ;)
Dette er et udpluk af de historier som ligger inde på vores facebookside, du må meget gerne gå ind og kigge. :)

Enjoy!

Tur til bjerget 

Kreative piger

Pigerne var også vilde med vores nye væve, vi har fået:

På cafe-besøg i Kherwara

Vores piger har fået samlet det mindste køkken-sæt jeg nogensinde har set. Det indeholder små bitte kopper og skeer, gryder og kander og sågar et lille komfur. Her ses Hanixa og Akonsa igang med at lave mad til os :)'carefull Didi' siger Hanixa og rækker mig en kop med tre dråber vand til min mad 'very spicy!'

Aww. mine søde piger <3 3="" nbsp="" p="">

Vin, veninde og vellness

Efter at have sagt farvel til både Dan og lækre Malaysia, gik turen imod Europa, med en lille omvej på vejen imod kolde og grå Danmark.

Min veninde Signe er udvekslingsstudent i La France, nærmere bestemt i Nice, og havde inviteret mig et smut forbi, når nu jeg ”alligevel var i området”.

Det blev en rigtig hyggelig uge, fyldt med vin, solskin, ost, shopping og lidt til..

Følelsen af at have makeup på igen. Jiih. 

Er jeg død? kommet til himmels? drømmer jeg?
Det kan da ikke være det virkelige liv, det her!

Lidt kulturelle skulle vi da også være, indimellem maden og vinen.
Her ses et skellet af en mammut. 

Vi var også en tur nede i en smuk drypstenshule i Monaco. Det er bestemt et besøg værd!

Signe vækkede mig af min lur. Det skulle hun ikke have gjort.
Nu er der ingen Signe mere.  

Svigerfars forkælelse

Dans far ville gerne forkæle sin søn og hans rejsemakker, så han tilbød os to nætter på et hotel i Kuala Lumpur, som vores sidste nætter sammen.

Og det var en fuldstændig vanvittig oplevelse: 

Vi sov i en toværelses suite på 52'ne etage med Walk-In Closet, to badeværelser, hvoraf det ene havde ikke mindre end to brusehoveder, et badekar som mere lignede en svimmingpool og store, luftige dyner i den bløde dobbeltseng. Om aftenen var der gratis drinks i Lounchen, så jeg nød min første glas Chardorney i flere måneder. Morgenmadsbuffeten lignede en blanding fra et lille barns vildeste fantasi og en backpackers våde drøm: 7 forskellige slags kompotter, yughurt, boller, brød, frisk frugt, 5 forskellige slags is til nybagte vafler, friskpresset juice lavet to order, og pandekager, hvor du selv kunne putte krymmel og bær i dejen, før en lækkker, muskuløs mand bagte dem foran dig med et skævt smil på læben. De havde RUGBRØD, for crying out loud!

Det var for sindsygt!

Er du gal den faldt et tørt sted! Efter fem måneder som backpacker, med kolde bade, uskiftede lagner, tynde vægge, hullede madresser, -jeg kunne blive ved!- var det om muligt en endnu mere overvældende oplevelse at åbne døren ind til vores hotelværlese og opleve to døgn i ren luksus.
TAK, Mogens! 

Sorry, Annika.

Jeg indrømmer det blankt -jeg har været længe væk fra bloogen. Alt for længe. Nu hvor jeg sidder bag skærmen og skriver, kan jeg virkeligt mærke, hvor meget jeg har savnet min lille "scrap-book-slash-dagbogs-skrivnings-projekt". 

Det er ikke engang fordi der ikke er sket noget spændende i mit liv -tvært imod. Det er fordi der er sket så meget, at jeg ikke har haft tid til at blogge om det hele (dårlige undskyldninger er der jo som bekendt nok af).

Her den sidste måned er der faktisk flere der har spurgt mig, om jeg ikke snart skriver på bloggen, hvilket faktisk har overrasket mig. Jeg troede egentligt ikke der var nogen som helst som gad at læste det jeg skrev, hvilket der heller ikke er noget i vejen med, jeg gør det mest for min egen skyld. Men jeg synes da at det er ret hyggeligt at I har lyst til at læse med :)

Pensionist på eventyr

I et tidligere indlæg nævnte jeg noget om, at jeg endte 18 meter under havets overflade sammen med en haj. Jeg lovede også at uddybe, så det vil jeg gøre nu:

Lige nu er jeg på Palau Tioman, en ø som ligger 3 timers sejlads fra Malaysia's øskkyst. Og her er så fantastisk! Dan og jeg bor i en lille hytte ned til vandet med en ”lille” jungle i baghaven, som skriger på udforskning. Vi spiser morgenmad med tæerne i vandkanten, snorkler rundt i korallerne om formiddagen og jeg ligger i min egen hængekøje og læser hver eftermiddag i skyggen af et træ på stranden. Om aftenen spiser vi på en lyskæde-oplyst restaurant og når det går vildt for sig drikker vi en øl på den lokale bar. Kort sagt nyder vi den glade pensionisttilværelse. Faktisk så meget, at de planlagt fire dage hurtigt er blevet til fire uger.

Men efter en uge blev jeg nødt til at minde mig selv om, at der står 1993, og ikke 1933 på mit sygesikringsbevis. Derfor meldte jeg mig på et Open Water dykkerkursus.

Og aldrig i mit liv har penge været brugt så godt! Wauw! Ikke nok med at Palau Tioman er kendt for deres koraller, dykkerudstyret lader dig komme helt tæt på de smukkeste fisk, snegle, pilrokker, hajer, skildpader osv. Jeg var, og er, helt solgt, og et Open Water kursus blev hurtigt til et Advanced Course.

Mine gutter og jeg

Jeg har på nuværende tidspunkt set de smukkeste, mest farverige fisk og koraller, skræmt livet af en ti armet blæksprutte, set en håndfuld hajer, samt en masse sovende fisk på mit natdive, været 30 meter under vandets overflade, og følt hvordan det føles at blive ”NOK'ed out” -den tilstand som minder om en god beruselse, du kommer i, som trykket stiger, og nitrogenen breder sig i din krop. Jeg har dykket på to skibsvrag, har set utallige pilrokker og en vandmand som var større end mig selv.

Jeg kan slet ikke få nok. Jeg vil dykke i det græske ø-hav, og se krigskibene fra erobringen af Troj, hænge i intetheden i Mariana Graven, se skibsgrave fra vietnam-krigen, dykke på Galapagos, åh Gud, jeg kunne blive ved! Det er som om en helt ny verden af muligheder har åbnet sig for mig.

Ahh, jeg føler mig helt ung igen.

En hår(d) opdatering.

Tilbage i marts skrev jeg dette indlæg i Australien, hvor jeg nævnte at jeg ikke havde vasket hår i en uge, efter ”No-Poo”-metoden, for at få selvrensende hår. Den hjerteskærende nyhed er nu, at jeg efter fem måneder har givet op. 

Mit hår endte med at se sådan her ud. Iv. 

Men jeg fortryder det ikke! Aaah, følelsen af nyvasket hår er fantastisk!

#selfietime 

Druknede mus i Cameron

Cameron Highlands er et skønt område, med te- og jordbærplantager så langt øjet rækker (hvilket dog ikke er særligt langt, da vi er så højt oppe, at vi bor i en sky), lækre vandreruter og massere af udforskelses-muligheder. Der er så meget at se, og så meget at tage billeder af.

Som f.eks. dette vandfald

Og denne monstrøse vandlås midt ude i bjergene,
flere kilometer fra nærmeste by

...Nogle gange er der dog lidt for meget at tage billeder af. Især når ens rejsemakker leger amatør-fotograf på deltid...

Efter at have ventet ti minutter på, at min kære rejsemakker fik fanget et pletskud af sin sommerfugl, og brugt ti minutter mere på en blomst fem meter længere fremme, gik turen endelig hjemad. Men vi nåede ikke længere end 100 meter ned af stien, før det buldrede og bragede lige over os, hvilket himlen tog som et krigssignal til at åbne sig, og lade det sive ned.

Det var en lang tur hjem, og en noget mellemfornøjet P, som nåede frem til guesthouse't.

Især da hun fandt ud af, at de var løbet tør for varmt vand...